อารัมภบทI det følgende forklares og uddybes betydningen af det Dhamma-tema, der er anført ovenfor, som en vejledning i studium og praksis.

อธิบายบทตั้งTil forklaring: Ordsproget lærer, at frugten af at give ikke alene afhænger af mængden eller prisen på det, man giver, men først og fremmest af giverens sind. Udtrykket „sindet er fyldt med tro“ betyder et sind, der er klart af tro (saddhā), har tillid til fortjeneste og det gode og glæder sig over at give. „Offergave“ (dakkhiṇādāna) betyder det, man giver med ærbødighed, eller det, man giver for at ære dyd og godhed. Når giverens sind er fyldt med tro, kan gaven slet ikke kaldes en lille gave.

ขยายความบทตั้งGrunden er, at fortjeneste opstår i sindet. En gave, der er ledsaget af en god hensigt på alle tre tidspunkter, det vil sige glæde, før man giver, et klart sind, mens man giver, og tilfredshed uden fortrydelse, efter man har givet, bærer stor frugt. Omvendt bliver sindet plettet, når man giver meget, men modvilligt, giver for at vinde anseelse eller fortryder bagefter, og gavens frugt mindskes i takt med sindets urenhed. Derfor kan et fattigt menneske med tro gøre fortjeneste, der ikke er ringere end den riges, blot han giver med et rent sind.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๑Den, der har ringe indsigt og ser på verden med selviskhed, ser ikke værdien af at give. Derfor priser han ikke gavmildhed, men anser endda det at give for spild. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Khuddaka Nikāya, Dhammapada:

อธิบายบทเชื่อม ๑Til forklaring: Ordet „tåbe“ (bāla) betyder her ikke blot et uregerligt menneske, men et menneske med ringe visdom, som ikke ser værdien af det gode og betragter verden med egoisme. En sådan person priser ikke gavmildhed, det vil sige, at han ikke ser det at give som noget godt, men ofte anser det for spild af ting og for giverens dumhed, eller undertiden ringeagter dem, der gør fortjeneste ved at give, og siger, at de gør det for at vise sig.

อธิบายบทเชื่อม ๑Tåben priser ikke gavmildhed, fordi han kun ser det, øjnene kan se, nemlig at ejendelene bliver færre, men ikke ser det, man opnår ved at give, såsom indre tilfredshed, venskab, respekt og den fortjeneste, der følger én. I Dhammapada findes Buddhas ord om, at den gerrige ikke kommer til gudeverdenen, og at tåber ikke priser gavmildhed, mens de vise glæder sig med (anumodanā) over gaven og netop gennem denne medglæde bliver lykkelige i den næste verden. Dette viser, at selv det at glæde sig over andres gave er fortjeneste, men tåben lukker selv denne mulighed for sig selv.

ตัวอย่างในชีวิตFor eksempel har en gammel kvinde ikke mange penge, men hun står tidligt op og koger ris for at give i munkenes almisseskål hver dag med oprigtig vilje, og når hun har givet, samler hun hænderne i dyb glæde. Hendes fortjeneste er stor i hendes eget sind. En elev, der kun har få lommepenge, men af oprigtigt hjerte gerne lægger en mønt i indsamlingen for at hjælpe kammerater, der er ramt af en ulykke, har også givet en værdifuld gave. Men den, der donerer mange penge blot for at få sit navn på en opslagstavle, får mindre fortjeneste, end han kunne have fået, hvis hans sind ikke virkelig er fyldt med tro på det at give.

สรุปSammenfattende: Den, der ønsker at gøre fortjeneste ved at give, bør derfor ikke miste modet, fordi han har lidt, og heller ikke skødesløst antage, at han altid får stor fortjeneste, fordi han har givet meget, men bør holde sindet klart, hver gang han giver, både før, under og efter givningen. Dette stemmer overens med det Dhamma-ord, der blev anført som tema i begyndelsen:

ปิดท้ายSåledes er betydningen udlagt som beskrevet ovenfor.