อารัมภบทI det følgende forklares og uddybes betydningen af det Dhamma-tema, der er anført ovenfor, som en vejledning i studium og praksis.

อธิบายบทตั้งTil forklaring: Ordsproget lærer, at når man giver, vokser fortjenesten. Ordet „fortjeneste“ (puñña) betyder det gode, der renser sindet og er årsag til lykke. Hver gang et menneske giver med et opofrende sind, opstår der fortjeneste i sindet, og den hober sig op mere og mere, ligesom vand, der drypper ned i en krukke dråbe for dråbe: Selv om det er lidt, bliver krukken fuld, når det drypper uafbrudt.

ขยายความบทตั้งAt fortjenesten vokser, når man giver, skyldes, at giverens sind i det øjeblik, han giver, giver slip på en del af gerrigheden. Grådigheden, som er en urenhed, der gør sindet snævert, svækkes, og sindet bliver derfor vidt og klart. Dette er den fortjeneste, der kan ses i nuet. Jo oftere man giver, desto mere bliver det at give en vane, og desto mere stabilt bliver sindet i det gode. Dette buddhaord optræder sammen med udsagnet om, at når man er på vagt, opstår der ikke fjendskab. Det viser, at det at give får det gode til at vokse, mens beherskelse forhindrer det onde i at opstå. Disse to hører sammen i et godt liv.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๑Frugten af at give afhænger ikke alene af tingenes mængde eller pris, men af giverens sind. Selv en lille gave bærer rig frugt, når den gives med et sind fyldt af tillid. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Khuddaka Nikāya, Vimānavatthu:

อธิบายบทเชื่อม ๑Til forklaring: Ordsproget lærer, at frugten af at give ikke alene afhænger af mængden eller prisen på det, man giver, men først og fremmest af giverens sind. Udtrykket „sindet er fyldt med tro“ betyder et sind, der er klart af tro (saddhā), har tillid til fortjeneste og det gode og glæder sig over at give. „Offergave“ (dakkhiṇādāna) betyder det, man giver med ærbødighed, eller det, man giver for at ære dyd og godhed. Når giverens sind er fyldt med tro, kan gaven slet ikke kaldes en lille gave.

อธิบายบทเชื่อม ๑Grunden er, at fortjeneste opstår i sindet. En gave, der er ledsaget af en god hensigt på alle tre tidspunkter, det vil sige glæde, før man giver, et klart sind, mens man giver, og tilfredshed uden fortrydelse, efter man har givet, bærer stor frugt. Omvendt bliver sindet plettet, når man giver meget, men modvilligt, giver for at vinde anseelse eller fortryder bagefter, og gavens frugt mindskes i takt med sindets urenhed. Derfor kan et fattigt menneske med tro gøre fortjeneste, der ikke er ringere end den riges, blot han giver med et rent sind.

ตัวอย่างในชีวิตI det virkelige liv vil den, der begynder med at give blot en øse ris i almisseskålen om dagen, efterhånden, når han har gjort det længe, få et sind fyldt med glæde og lyst til at gøre mere godt, for eksempel hjælpe i templet, overholde forskrifterne eller donere til gavn for samfundet. En elev, der hjælper læreren med at bære ting eller hjælper kammeraterne med at rydde op i klassen, bliver, når han gør det ofte, et hjælpsomt menneske, som alle holder af. Det at give lidt, men regelmæssigt, skaber derfor på lang sigt en stor fortjeneste.

สรุปSammenfattende: Den, der ønsker fortjeneste, bør derfor ikke vente med at gøre godt, til han har mange ejendele, men flittigt give efter evne ved enhver lejlighed, for hver gang man giver, vokser fortjenesten straks, og denne fortjeneste er en rigdom, der følger én overalt. Dette stemmer overens med det Dhamma-ord, der blev anført som tema i begyndelsen:

ปิดท้ายSåledes er betydningen udlagt som beskrevet ovenfor.