อารัมภบทI det følgende forklares og uddybes betydningen af det Dhamma-tema, der er anført ovenfor, som en vejledning i studium og praksis.

อธิบายบทตั้งTil forklaring: Ordet „tåbe“ (bāla) betyder her ikke blot et uregerligt menneske, men et menneske med ringe visdom, som ikke ser værdien af det gode og betragter verden med egoisme. En sådan person priser ikke gavmildhed, det vil sige, at han ikke ser det at give som noget godt, men ofte anser det for spild af ting og for giverens dumhed, eller undertiden ringeagter dem, der gør fortjeneste ved at give, og siger, at de gør det for at vise sig.

ขยายความบทตั้งTåben priser ikke gavmildhed, fordi han kun ser det, øjnene kan se, nemlig at ejendelene bliver færre, men ikke ser det, man opnår ved at give, såsom indre tilfredshed, venskab, respekt og den fortjeneste, der følger én. I Dhammapada findes Buddhas ord om, at den gerrige ikke kommer til gudeverdenen, og at tåber ikke priser gavmildhed, mens de vise glæder sig med (anumodanā) over gaven og netop gennem denne medglæde bliver lykkelige i den næste verden. Dette viser, at selv det at glæde sig over andres gave er fortjeneste, men tåben lukker selv denne mulighed for sig selv.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๑Frugten af at give afhænger ikke alene af tingenes mængde eller pris, men af giverens sind. Selv en lille gave bærer rig frugt, når den gives med et sind fyldt af tillid. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Khuddaka Nikāya, Vimānavatthu:

อธิบายบทเชื่อม ๑Til forklaring: Ordsproget lærer, at frugten af at give ikke alene afhænger af mængden eller prisen på det, man giver, men først og fremmest af giverens sind. Udtrykket „sindet er fyldt med tro“ betyder et sind, der er klart af tro (saddhā), har tillid til fortjeneste og det gode og glæder sig over at give. „Offergave“ (dakkhiṇādāna) betyder det, man giver med ærbødighed, eller det, man giver for at ære dyd og godhed. Når giverens sind er fyldt med tro, kan gaven slet ikke kaldes en lille gave.

อธิบายบทเชื่อม ๑Grunden er, at fortjeneste opstår i sindet. En gave, der er ledsaget af en god hensigt på alle tre tidspunkter, det vil sige glæde, før man giver, et klart sind, mens man giver, og tilfredshed uden fortrydelse, efter man har givet, bærer stor frugt. Omvendt bliver sindet plettet, når man giver meget, men modvilligt, giver for at vinde anseelse eller fortryder bagefter, og gavens frugt mindskes i takt med sindets urenhed. Derfor kan et fattigt menneske med tro gøre fortjeneste, der ikke er ringere end den riges, blot han giver med et rent sind.

ตัวอย่างในชีวิตI dagliglivet, når man ser en ven dele mad ud til hjemløse, kan en person med et tåbeligt sind håne og sige, at det ikke hjælper noget, eller påstå, at det er gjort for at tage billeder til de sociale medier. Men den, der har visdom, glæder sig med, roser det og hjælper måske selv efter evne. Når der er et fortjenstfuldt arrangement i skolen eller i lokalsamfundet, er den, der kritiserer andres gode gerninger uden selv nogensinde at have givet noget, netop et menneske, der ikke kender værdien af gavmildhed ifølge dette buddhaord.

สรุปSammenfattende: Vi bør derfor ikke blive tåber, der hindrer eller ringeagter det at give, men være vise, der glæder sig over at give, både vores egne og andres gaver, fordi det at give er grundlaget for det gode i samfundet. Dette stemmer overens med det Dhamma-ord, der blev anført som tema i begyndelsen:

ปิดท้ายSåledes er betydningen udlagt som beskrevet ovenfor.