อารัมภบทI det følgende forklares og uddybes betydningen af det Dhamma-tema, der er anført ovenfor, som en vejledning i studium og praksis.

อธิบายบทตั้งTil forklaring: Dette ordsprog, „sati lokasmi jāgaro“, betyder „Opmærksomhed er det, der holder én vågen i verden.“ Det vil sige, at opmærksomhed er det, der minder én om at leve sit liv med årvågenhed, ikke at være åndsfraværende og ikke at forsømme det gode. Ordet „opmærksomhed“ (sati) betyder evnen til at huske, ikke at være åndsfraværende og at holde sindet ved den opgave, man udfører. Den hjælper én til at huske sine pligter, det, man bør gøre, og det, man bør undgå. Den, der har opmærksomhed, kan derfor sammenlignes med en, der er vågen, fordi han ikke lader sit liv gå sin gang i skødesløshed.

ขยายความบทตั้งSøvnen betyder her ikke den naturlige søvn, men er et billede på skødesløshed, åndsfravær og fortabelse i forskellige ting, så man glemmer sine pligter og forsømmer det rigtige. Den, hvis sind sover på denne måde, bliver let overmandet af urenhederne, ligesom et hus, hvis vægter sover, så tyve får lejlighed til at komme ind og stjæle. Opmærksomhed kan derfor sammenlignes med en vægter, der vogter sindets dør og advarer én mod åndsfraværende at lade sig rive med af sine følelser. Når grådighed, vrede eller forblændelse opstår, hjælper opmærksomheden én til at huske, at man bør vogte sindet, og giver visdommen lejlighed til at overveje og standse ord eller handlinger, der kunne gøre skade.

ขยายความบทตั้งDen lære, der stemmer overens med denne forklaring, findes i Jāgarasutta, som siger, at når de fem evner (indriya) er vågne, kaldes de fem hindringer (nīvaraṇa) sovende, og når de fem hindringer sover, kaldes de fem evner vågne. De fem evner er tro (saddhā), flid (viriya), opmærksomhed (sati), koncentration (samādhi) og visdom (paññā), vigtige dhammaer, der støtter sindets udvikling. De fem hindringer er kāmacchanda, lyst til sanselighed, byāpāda, ønsket om at skade, thīnamiddha, tungsind og døsighed, uddhaccakukkucca, rastløshed og anger, og vicikicchā, tvivl og vaklen, dhammaer, der spærrer sindet, så det ikke kan gøre fremskridt i det gode. At evnerne er vågne, og at hindringerne sover, er derfor et billede, der viser et liv, der leves med heldige dhammaer (kusala), uden at man lader uheldige dhammaer (akusala) tage magten.

ขยายความบทตั้งKommentaren til Jāgarasutta forklarer, at den, der er udstyret med de fem evner, kaldes vågen, selv når han sover, fordi han er årvågen og forbundet med det heldige. Men den, der er udstyret med de fem hindringer, kaldes sovende, selv når han befinder sig i en anden stilling, fordi han er skødesløs og forbundet med det uheldige. At sige „selv når han sover, kaldes han vågen“ betyder derfor at være årvågen i Dhamma og betyder ikke, at man, mens man sover, hele tiden er bevidst om begivenheder eller farer omkring sig.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๑Den opmærksomme ser på sig selv, erkender sine fejl og retter dem. Derfor bliver han bedre og ædlere dag for dag. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Saṃyutta Nikāya, Sagāthāvagga:

อธิบายบทเชื่อม ๑Til forklaring: Det lærer, at opmærksomhed er en vigtig egenskab, der hjælper os til at leve godt hver dag, fordi den minder os om ikke at være skødesløse, ikke at glemme vores pligter og ikke at lade følelser føre os til forkerte handlinger. Ordet „bedre“ henviser her til en person, der er god i sin måde at leve på. Når opmærksomhed øves sammen med visdom og anstrengelse, hjælper den os til at lære at rette vores svagheder og udvikle os.

อธิบายบทเชื่อม ๑En skødesløs person gentager måske fejl, fordi han ikke gennemgår det, han har gjort. Den, der øver opmærksomhed, genkalder sig regelmæssigt, hvad han har tænkt, sagt og gjort i dag, og overvejer derefter, hvad der er godt og bør bevares, og hvad der ikke er godt og bør undgås eller rettes. At gennemgå sig selv på denne måde er én metode, der hjælper os til at lære af vores fejl og gradvist forbedre vores adfærd. Det betyder ikke, at et opmærksomt menneske aldrig begår fejl, men at han, når han gør det, er parat til at lære og forbedre sig.

อธิบายบทเชื่อม ๑I Maṇibhadda Sutta, som ordsproget stammer fra, viste Buddha, at opmærksomhed fremmer fremgang og lykke, men at opmærksomhed alene ikke er nok til at blive fri af fjendskab. Derfor talte han videre om kærlig venlighed og glæde ved ikke at skade. Denne lære minder os om at øve opmærksomhed sammen med velvilje over for andre, ikke at bruge ord eller handlinger til at skabe vanskeligheder og ikke at bære nag eller søge hævn, når der opstår konflikter.

ตัวอย่างในชีวิตI dagliglivet er en bilist, der har opmærksomhed, optaget af sin kørsel og bruger ikke telefonen, mens han kører, og det hjælper til at mindske risikoen for ulykker. En elev, der har opmærksomhed, lytter opmærksomt til læreren, og når han kommer til at tænke på noget andet, vender han tilbage til lektien, og det hjælper ham til bedre at forstå det, han lærer. Den, der øver opmærksomhed, har, når han bliver provokeret til vrede, lejlighed til at huske, at han bør passe på sine ord og handlinger. Det hjælper ham til at standse op og overveje, før han svarer igen, og til at vælge at handle passende i stedet for at lade vreden føre til handlinger, han senere må fortryde.

สรุปSammenfattende: Den, der ønsker at leve med årvågenhed, bør derfor altid øve opmærksomhed. Han begynder med at give agt på den opgave, han udfører, og når han bliver åndsfraværende, husker han det og fører sindet tilbage. Samtidig øver han klar forståelse (sampajañña), det vil sige selvbevidsthed, så han tydeligt ved, hvad han gør, og bruger visdom til at overveje, om det er passende eller ej, sammen med udviklingen af andre heldige dhammaer. Regelmæssig øvelse hjælper én til at være omhyggelig, ikke let at blive revet med af sine følelser og ikke at forsømme sine pligter og det gode. Opmærksomhed er derfor den dhamma, der hjælper sindet til at vågne op fra skødesløsheden. Dette stemmer overens med det Dhamma-ord, der blev anført som tema i begyndelsen:

ปิดท้ายSåledes er betydningen udlagt som beskrevet ovenfor.