อารัมภบทI det følgende forklares og uddybes betydningen af det Dhamma-tema, der er anført ovenfor, som en vejledning i studium og praksis.

อธิบายบทตั้งTil forklaring: Ordsproget lærer, at den, der gør ondt, ikke kan finde et virkeligt skjulested. Tåben tror, at et sted, hvor ingen ser ham, er et skjulested, og vover derfor at gøre ondt, men i virkeligheden kan andre stadig se og vide det, selv på et sted, der synes lige så stille som en skov. Ordet „vanabhūtāni“ på pāli betyder ordret skovens væsener, det vil sige de væsener, der bor i skoven. Denne linje betyder derfor ordret „væsenerne i skoven ser (den handling)“. Bogen oversætter det efter meningen som „menneskene ser det som en skov“. Begge veje peger mod det samme: Det, som tåben tror, at ingen ser, bliver i virkeligheden altid set af nogen.

ขยายความบทตั้งVerset findes i en Jātaka, og historien lyder kort fortalt således: En lærer ville prøve sine elevers dyd og bad dem derfor gå ud og stjæle ejendele, uden at nogen så det. De fleste elever gjorde, som han sagde, men den elev, der var Bodhisattaen, nægtede og sagde, at der ikke findes noget skjulested i verden for den, der gør ondt; i det mindste ved man det selv. Læreren blev derfor glad for denne elev. Historien viser, at den, der virkelig holder fast ved dyden, ikke gør ondt, selv på et sted, hvor han tror, at ingen ser ham.

ขยายความบทตั้งDen tilknyttede lære er hiri og ottappa, som er de egenskaber, der beskytter verden. Hiri er skam over det onde, og ottappa er frygt for det ondes følger. Den, der har hiri, ved, at han selv er vidne til sine egne handlinger, og at de handlinger, der er gjort, giver frugt efter deres årsager, uanset om nogen ser dem eller ej. Den studerende bør derfor ikke forstå dette blot som frygt for at blive afsløret, men som en træning, der gør det gode fast indefra.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๑Fuldstændig umoral overgror livet for den, der begår den, ligesom slyngplanten, der snor sig om sal-træet, til det styrter; den umoralske skader således sig selv mere, end en fjende kunne gøre. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Khuddaka Nikāya, Dhammapada:

อธิบายบทเชื่อม ๑Til forklaring: Ordsproget viser ulempen ved at være umoralsk, det vil sige ikke at have dyd og at have en fordærvet adfærd i krop og tale. Ordet „accantadussīlyaṃ“ betyder yderste umoralskhed eller umoralskhed, der fuldstændig har overmandet en selv. „Māluvā“ er en slyngplante, en klatreplante der snor sig om store træer; når den vokser, dækker den træet, indtil træet til sidst knækker og vælter. Den sidste linje, „yathā naṃ icchatī diso“, betyder ordret „sådan som fjenden ønsker for ham“. Ordet „diso“ betyder en fjende eller en, der vil én ondt. Bogen oversætter det efter meningen som „taget til fange af en forbryder“ for at give et billede af, at den umoralske havner i den tilstand, som en fjende ønsker at se ham i, nemlig bundet af sin egen ondskab og uden frihed. Versets vigtigste betydning er derfor, at den umoralske kan skade sig selv lige så meget, som en fjende kunne skade ham.

อธิบายบทเชื่อม ๑I kommentaren til Dhammapada blev dette vers udtalt i anledning af Devadatta, som var misundelig og begik mange onde gerninger. Disse onde gerninger hobede sig op, indtil de bragte ødelæggelse over ham selv. Buddha sammenlignede derfor, at umoralskhed overmander et sådant menneske, ligesom slyngplanten dækker sal-træet. Den umoralske skader sig selv lige så meget, som en fjende eller forbryder ønsker at gøre mod ham, uden at nogen anden behøver at skade ham.

อธิบายบทเชื่อม ๑Det er værd at bemærke, at billedet med slyngplanten viser, at det onde ofte begynder med noget småt og derefter langsomt snor sig om én, indtil det er svært at løsne. Sådan er det også med at overtræde dydens regler: Det begynder med uopmærksomhed eller vane, men hvis det får lov at fortsætte, bliver det til et karaktertræk. Ordsproget fordømmer ikke dem, der engang har fejlet, for den, der bliver sig det bevidst og igen holder fast ved dyden, kan skære slyngplanten over. I Dhamma er dyd grundlaget for koncentration og visdom, og den, hvis dyd er mangelfuld, har derfor svært ved at gøre fremskridt i den højere Dhamma.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๒Den, der omgås mennesker, som sår splid, let vredes, er gerrige eller svælger i ejendom, bliver trukket ned af disse tilbøjeligheder. Derfor er den vise overordentlig omhyggelig med at vælge sine venner. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Khuddaka Nikāya, Theragāthā:

อธิบายบทเชื่อม ๒Til forklaring: Ordsproget nævner fire slags mennesker, som den vise ikke bør slutte venskab med: den bagtalende (pisuṇa), der gerne bringer, hvad den ene side siger, videre til den anden side for at skabe splid; den vredladne (kodhana), der let bliver vred og bærer nag; den gerrige (maccharī), der holder fast på sit og ikke vil dele; og den, der fryder sig over rigdom (vibhūtinandī). Derefter konkluderes det, at omgang med onde mennesker (kāpurisa) er ussel. Ordet „vibhūti“ kan på pāli betyde to ting: fremgang eller rigdom og undergang. Bogen oversætter efter den første betydning, altså en, der er så optaget af rigdom og fremgang, at han glemmer Dhamma. Følger man den anden betydning, er det en, der fryder sig over andres undergang, altså en, der føler skadefryd, når han ser andre gå tilbage, hvilket også er et kendetegn ved et menneske, man ikke bør omgås.

อธิบายบทเชื่อม ๒Verset findes i Theragāthā, som er udsagn fra ældre munke, der af egen erfaring har set ulempen ved at omgås tåber. Versets indhold sigter mod, at man lærer at iagttage mennesker ud fra deres adfærd i krop, tale og sind, for alle fire kendetegn er årsager til lidelse for dem, der er i nærheden. Den bagtalende ødelægger enigheden, den vredladne gør stemningen ophedet, og den gerrige hjælper ikke i nødens stund. Den, der er opslugt af rigdom, måler menneskers værdi efter penge snarere end efter godhed, og den, der fryder sig over andres undergang, er parat til at gøre ondt værre selv for sine egne venner, når de fejler.

อธิบายบทเชื่อม ๒Ordet „kāpurisa“ betyder direkte oversat et foragteligt menneske, det vil sige en, der mangler de gode menneskers dyder. De fire kendetegn i dette vers er derfor tegn, hvorved man kan kende et sådant menneske, og de er modsætningen til de dyder, man bør udvikle, nemlig forsonende tale, tålmodighed, gavmildhed, nøjsomhed og muditā, det vil sige medglæde, når andre har held. Desuden lærer verset os ikke at foragte eller hade nogen, for alle kan have lidt vrede eller gerrighed, men det advarer mod at knytte tætte bånd til dem, der sædvanligvis har sådanne tilbøjeligheder, så vi ikke selv bliver opslugt af dem.

ตัวอย่างในชีวิตI dagligdagen får en novice, der kun deltager i morgen- og aftenandagten og reciterer, når hans lærer er til stede, ikke lige så meget gavn som en, der praktiserer regelmæssigt, også når han er alene. En munk, der holder Vinaya både offentligt og i det skjulte, har et sind uden uro. En elev, der tænker på at snyde til en eksamen, fordi han tror, at ingen ser det, ved stadig inderst inde, at den viden ikke er hans egen. En ansat, der underslår små beløb i den tro, at der ikke er beviser, kan en dag opleve, at sandheden kommer frem.

สรุปSammenfattende: Vi bør derfor øve os i at gøre godt konsekvent fra start til slut, uanset om nogen ser det eller ej, og bevare hiri og ottappa i sindet. Før vi gør noget, bør vi spørge os selv, om vi ville skamme os, hvis andre vidste eller så det; hvis vi ville skamme os, bør vi ikke gøre det, selv i det skjulte. Dette stemmer overens med det Dhamma-ord, der blev anført som tema i begyndelsen:

ปิดท้ายSåledes er betydningen udlagt som beskrevet ovenfor.