ตัวอย่างเรียงความแก้กระทู้ธรรม

อารัมภบทI det følgende forklares og uddybes betydningen af det Dhamma-tema, der er anført ovenfor, som en vejledning i studium og praksis.

อธิบายบทตั้งTil forklaring: „Alle væsener“ omfatter både mennesker og andre dyr. „Stokken“ betyder her en kølle eller et våben, der bruges til at skade, og „efter døden“ henviser til tiden, efter at man er gået bort. Ordsproget advarer om, at det at søge lykke for sig selv ved at skade andre liv er ondt kamma og ikke fører til lykke i den næste verden.

ขยายความบทตั้งI kommentaren til Dhammapada fortælles det, at Buddha så en flok børn, der slog en slange med stokke. Da han spurgte, hvorfor de gjorde det, svarede børnene, at de var bange for at blive bidt. Han lærte dem da, at den, der ønsker lykke for sig selv, ikke bør skade andre væsener, og fremsagde derefter dette vers. Historien opfordrer os til at overveje, at ligesom vi elsker livet og ikke ønsker smerte, ønsker andre liv også lykke og ønsker ikke at blive skadet.

ขยายความบทตั้งDen, der skader andre, opnår måske tilfredsstillelse eller en umiddelbar fordel, men denne tilfredsstillelse opstår på bekostning af den andens lidelse og kan desuden skabe frygt, konflikt og fjendskab. At vænne sig til at skade kan også gøre det lettere at overse andres smerte. Vi bør derfor øve venlighed og overveje, om det, vi gør for vores egen lykke, skaber lidelse for nogen.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๑Alle væsener søger lykke på samme måde. Den, der søger sin egen lykke uden at skade eller såre andre, finder retmæssig lykke, både nu og i fremtiden. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Khuddaka Nikāya, Dhammapada:

อธิบายบทเชื่อม ๑Til forklaring: Ordsproget lærer os at søge lykke med venlighed. Ligesom vi elsker lykke og hader lidelse, elsker andre også lykke og hader lidelse. Ønsker vi ikke, at nogen skal skade os, bør vi heller ikke skade nogen for selv at blive lykkelige.

อธิบายบทเชื่อม ๑Dette vers danner par med verset om skaden ved at skade andre. Kommentaren til Dhammapada fortæller, at Buddha lærte de børn, der slog en slange med stokke af frygt for at blive bidt, at den, der ønsker lykke for sig selv, ikke bør skade andre liv. Det minder os om, at det ikke er forkert at ønske lykke, men at vi må vælge den vej, ad hvilken vi opnår den. Hvis andre må lide smerte, frygt eller nød, for at vi kan få den, bør vi standse op og tænke over, om vi skaber lykke eller skaber årsager til lidelse for hinanden.

อธิบายบทเชื่อม ๑Lykken ved ikke at skade begynder med vores egen sindsro. Når vi ikke dræber, ikke skader og ikke gør andres smerte til morskab, kan vi tænke tilbage på vores egen adfærd med et sind uden nag. Selv om vi ikke kan få alle til at holde af os, kan vi vælge ikke at skabe fjendskab ved at skade andre. Venlighed og ærlighed hjælper også til, at samlivet med andre bygger på tillid. Hvad angår følgerne i fremtiden, siger verset, at den, der søger lykke uden at skade, finder lykke, når han har forladt denne verden.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๒Når et menneske lader dovenskaben gemme sig bag alle slags undskyldninger og bliver ved med at udskyde arbejdet, går al den gavn, det kunne have opnået, lidt efter lidt forbi det, indtil den ikke kan hentes tilbage. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Dīgha Nikāya, Pāṭikavagga:

อธิบายบทเชื่อม ๒Til forklaring: Ordsproget lærer, at den, der altid finder undskyldninger for at udsætte eller opgive arbejde, går glip af den gavn, han burde have opnået, for muligheder og tid venter ikke på nogen.

อธิบายบทเชื่อม ๒Ordsproget stammer fra Sigālaka Sutta, som Buddha lærte den unge mand Sigālaka, hvor han beskrev dovenskabens farer: Den dovne siger gerne, at det er for koldt, for varmt, for sent, for tidligt, at han er for sulten eller for mæt, og arbejder derfor ikke. Så opstår rigdom, der endnu ikke er opstået, ikke, og rigdom, der allerede er opstået, bliver brugt op. Disse undskyldninger lyder fornuftige, men skjuler i virkeligheden dovenskaben i sindet.

อธิบายบทเชื่อม ๒De dovnes undskyldninger har ét vigtigt kendetegn: De slipper aldrig op. Når man er sluppet for kulden, kommer varmen; når man er sluppet for varmen, er det aften. Venter man, til alt er klar, før man begynder, gør man måske aldrig noget. Det er dog nødvendigt at hvile, når man virkelig er træt eller syg. Ordsproget advarer mod at bruge undskyldninger til at undgå pligter; det forbyder ikke at passe på sit helbred.

ตัวอย่างในชีวิตAnvendt i hverdagen bør vi undgå at plage dyr for sjov, at håne en ven, så han bliver ydmyget, eller at udnytte andre til egen fordel. Selv om disse handlinger har forskellige former, viser de alle, at vores lykke ikke bør bygges på andres lidelse. Må man forsvare sig selv, bør man bevare opmærksomheden, søge en vej ud af faren eller bede om hjælp og undgå at skade mere end nødvendigt eller slå igen af skadefryd.

สรุปSammenfattende: Den, der ønsker lykke, bør derfor altid huske, at andre også elsker lykke og ikke ønsker lidelse, ligesom han selv. Før man tænker, taler eller handler, bør man overveje, om det vil skade nogen, og derefter vælge den ærlige og venlige vej. Ikke at skade fremmer fredelig sameksistens og er en afholdelse fra det onde kamma, der bringer lidelse. Dette stemmer overens med det Dhamma-ord, der blev anført som tema i begyndelsen:

ปิดท้ายSåledes er betydningen udlagt som beskrevet ovenfor.

อารัมภบทI det følgende forklares og uddybes betydningen af det Dhamma-tema, der er anført ovenfor, som en vejledning i studium og praksis.

อธิบายบทตั้งTil forklaring: Ordsproget lærer, at enhver, der vil vejlede andre, først selv bør praktisere det, han lærer fra sig, for en lære har vægt, når læreren virkelig lever den; og det minder os om, at det er sværere at træne sig selv end at sige til andre, hvad de skal gøre.

ขยายความบทตั้งI Dhammapada drejer ordsproget sig om den ældre munk Padhānikatissa. Han formanede de unge munke til at stræbe flittigt, men sov selv på det tidspunkt, hvor han burde have praktiseret. Derfor fik munkene ikke nok hvile og gjorde ingen fremskridt i deres praksis. Buddha lærte da, at en lærer først selv bør kunne gøre det, han lærer fra sig. Historien viser, at undervisning uden egen praksis ikke blot er frugtesløs, men endda kan skabe vanskeligheder for andre.

ขยายความบทตั้งDet er svært at træne sig selv, fordi vi let ser andres fejl, men svært ser vores egne, og fordi sindets vaner modsætter sig forandring. At bede andre opgive en dårlig vane kræver kun ord; at opgive den vane selv kræver tålmodighed, opmærksomhed og vedvarende anstrengelse. Den, der har trænet sig selv, forstår, hvor svær forandring er, og kan vejlede andre med indlevelse og godt resultat.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๑Når et menneske klart har erkendt, hvad dets eget sande vel er, hengiver det sig til at fuldføre denne opgave og lader ikke andres vel, hvor stort det end måtte være, fortrænge dets egentlige opgave. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Khuddaka Nikāya, Dhammapada:

อธิบายบทเชื่อม ๑Til forklaring: „Forsømme“ betyder her at lade noget gå til spilde eller opgive det, og „sit eget vel“ betyder livets sande vel: at udvikle sig selv i viden, godhed og frihed fra lidelse. Ordsproget lærer os at prioritere og ikke opgive vores hovedopgave for andre ting, indtil vi selv tager skade.

อธิบายบทเชื่อม ๑I Dhammapada drejer ordsproget sig om den ældre munk Attadattha. Da Buddha meddelte, at han ville gå ind i Parinibbāna, samledes mange munke omkring ham, men den ældre besluttede at sætte fart i sin praksis for at nå frugten først. Buddha roste ham og sagde, at det at praktisere i overensstemmelse med Dhamma er den sande måde at ære læreren på. Historien viser, at „eget vel“ i ordsproget ikke betyder materiel vinding eller selviskhed, men at fuldføre sin egen vigtige opgave.

อธิบายบทเชื่อม ๑Ordsproget lærer dog ikke, at man skal forsømme at hjælpe andre. Buddhismen lærer både eget vel og andres vel, men den, der endnu ikke har udviklet sig selv, kan kun hjælpe andre i begrænset omfang, ligesom den, der ikke kan svømme, har svært ved at redde en druknende. At udvikle sig selv er derfor grundlaget for at hjælpe andre effektivt og varigt.

ประโยคสะพาน + ที่มา ๒Den vise grundfæster først sig selv i den rette dyd og belærer først derefter andre, for den, der handler, som han lærer, bliver ikke dadlet og ikke plettet. Dette stemmer overens med Buddhas ord i Khuddaka Nikāya, Dhammapada:

อธิบายบทเชื่อม ๒Til forklaring: „Det passende“ betyder adfærd og dyder, der svarer til ens stilling og til det, man vil lære fra sig, og „ikke besmittet“ betyder ikke at blive dadlet, ikke at miste sit ry og ikke at være foruroliget i hjertet. Ordsproget lærer den rette rækkefølge: først forbedre sig selv, så lære andre.

อธิบายบทเชื่อม ๒I Dhammapada drejer ordsproget sig om Upananda, som kunne prædike smukt om nøjsomhed og tilfredshed, men selv var grådig efter fornødenheder. Da sandheden kom frem, blev han dadlet. Buddha lærte da, at den vise først bør grundfæste sig selv i det passende. Historien viser, at evnen til at tale eller undervise, hvis den ikke bæres af adfærd, besmitter læreren selv.

อธิบายบทเชื่อม ๒Dette ordsprog ligger tæt på ordsproget „Som man vejleder andre, sådan bør man selv handle“, men lægger vægt på virkningen for læreren: hans besmittelse eller hans rene samvittighed. Den, der først grundfæster sig selv i det gode, kan tale med overbevisning, når han vejleder andre, uden at frygte at tilhørerne sætter spørgsmålstegn ved hans egen adfærd, og hans lære har vægt og troværdighed.

ตัวอย่างในชีวิตI hverdagen har forældre, der ønsker, at deres børn skal læse, men selv sidder med telefonen hele dagen, svært ved at lære deres børn det. En lærer, der lærer eleverne at være præcise, bør selv først møde til tiden. En leder, der kræver ærlighed af sine medarbejdere, må selv være ærlig som forbillede. At vise ved handling er derfor en stærkere måde at undervise på end ord.

สรุปSammenfattende: Den, der ønsker at opmuntre andre til at gøre godt, bør derfor begynde med alvorligt at træne sig selv og, når han kan det, vejlede andre med forståelse og venlighed. Dette stemmer overens med det Dhamma-ord, der blev anført som tema i begyndelsen:

ปิดท้ายSåledes er betydningen udlagt som beskrevet ovenfor.