For den, der er udslukt (har nået parinibbāna), findes intet mål; det, hvormed man kunne tale om ham, findes ikke mere for ham. Når alle fænomener (aggregaterne osv.) er ophævet, er også alle måder at tale om ham på ophævet.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๙. ขุ. จู. ๓๐/๑๓๙.
Man bør fjerne al begær, der klynger sig – oppe, nede, til siden og i midten; for hvad man end klynger sig til i verden, netop derved følger Māra én.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๔๖. ขุ. จู. ๓๐/๒๐๒.
Skær hengivenheden til dig selv over, som man plukker en efterårslotus med hånden; udvikl alene fredens vej, det nibbāna, som Sugata har forkyndt.
ขุ. ธ. ๒๕/๕๓.
Man bør formane, belære og holde tilbage fra det usømmelige; for en sådan er de gode kær, men ikke de onde.
ขุ. ธ. ๒๕/๒๕.
En munk, der ser faren i sansenydelserne, lever det hellige liv, fri for begær, altid opmærksom, som har overvejet og er udslukt – i ham findes ingen vaklen.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๑. ขุ. จู. ๓๐/๓๕.
En hersker, der ikke står i Dhamma, og en borger, der ikke støtter sig til Dhamma – begge går, når de forlader denne verden, til en ond skæbne.
ขุ. ชา. ปญฺจก. ๒๗/๑๗๕.
For den, der har fuldendt rejsen, som er fri for sorg, befriet i enhver henseende, som har opgivet alle bånd – for ham findes ingen brændende pine.
ขุ. ธ. ๒๕/๒๗.
Man bør give rigdom for at redde et lem, give et lem for at redde livet; og med Dhamma i tanke bør man give lem, rigdom og selv livet – alt.
ขุ. ชา. อสีติ. ๒๘/๑๔๗.
Den, der stræber efter og af hjertet er fyldt af det ubeskrivelige (nibbāna), hvis sind ikke er bundet til sansenydelser – han kaldes »den, der går mod strømmen«.
ขุ. ธ. ๒๕/๔๔.
Sult er den værste sygdom, de betingede ting er den værste lidelse; den, der har erkendt dette, som det virkelig er, opnår udslukning – den højeste lykke.
ขุ. ธ. ๒๕/๔๒.
Prægtige kongevogne slides op, også legemet når alderdommen; men de godes Dhamma ældes ikke – kun de gode kender det blandt de gode.
สํ. ส. ๑๕/๑๐๒.
De vise, der mediterer, udholdende og altid fast stræbende, når nibbāna – den uovertrufne frihed fra åget.
ขุ. ธ. ๒๕/๑๘.
Kun lidelse opstår, lidelse består og forgår; intet andet end lidelse opstår, intet andet end lidelse ophører.
สํ. ส. ๑๕/๑๙๙. ขุ. มหา. ๒๙/๕๓๖.
Store konge! Dhamma er vejen (som bør følges), u-Dhamma er afvejen (som ikke bør følges); u-Dhamma fører til helvede, Dhamma bringer én til himlen.
ขุ. ชา. สฏฺฐิ. ๒๘/๓๙.
Verden er bundet af fornøjelse, gennem tanker strejfer den om; ved opgivelsen af begær tales der om nibbāna.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๔๗. ขุ. จู. ๓๐/๒๑๖, ๒๑๗.
Jeg (Tathāgata) ser ingen frelse for væsenerne uden gennem visdom, flid, beherskelse af sanserne og afkald på alt.
สํ. ส. ๑๕/๗๕.
De fem aggregater, fuldt forståede, står med roden skåret over; lidelsens tilintetgørelse er nået, og der er nu ingen tilblivelse mere.
ขุ. เถรี. ๒๖/๓๓๔.
De, der er hengivne til Tikræfternes Herres lære, som har få gøremål og stræber efter at opgive fødsel og død – de når nibbāna.
ขุ. เถร. ๒๖/๕๐๒.
Man bør sidde nær den lærde og ikke lade det lærte forfalde; for det lærte er det hellige livs rod. Derfor bør man være en Dhamma-bærer.
ขุ. เถร. ๒๖/๔๐๖.
Blandt veje er den ottefoldige den bedste, blandt sandheder de fire udsagn, blandt tilstande lidenskabsløshed, og blandt tobenede Buddha, den seende.
ขุ. ธ. ๒๕/๕๑.
Hvor navn og form ophører uden rest – dér ophører dette navn og denne form ved bevidsthedens ophør.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๑. ขุ. จู. ๓๐/๒๑.
Den, i hvem der findes sandhed, retfærd, ikke-vold, tugt og selvbeherskelse – ham omgås de ædle; det er det udødelige i verden.
ขุ. ชา. ทุก. ๒๗/๕๘.
Hvilke strømme der end findes i verden – opmærksomhed er deres dæmning; jeg kalder opmærksomhed strømmenes værn, og ved visdom lukkes de.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๐. ขุ. จู. ๓๐/๑๖, ๒๐.
De, der er stille i sindet, kloge, opmærksomme og mediterende, uden længsel efter sansenydelser, ser Dhamma ret.
ขุ. อิติ. ๒๕/๒๖๐.
Den, der har opgivet den tankeudbredelse, som forsinker, og glæder sig ved tilstanden uden udbredelse – han når nibbāna, den uovertrufne frihed fra åget.
องฺ. ฉกฺก. ๒๒/๓๒๙.
Nogle asketer og brahmaner kalder deres egen lære fuldkommen, men andres ringe (mangelfuld); således strides de, fordi hver kalder sin egen vedtægt sandheden.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๑๑. ขุ. มหา. ๒๙/๓๘๓.
Den, der er udrustet med ret anstrengelse, hvis område er opmærksomhedens grundlag, som er dækket af befrielsens blomster og fri for tilbøjeligheder – han vil nå det endelige nibbāna.
ขุ. เถร. ๒๖/๒๘๒.
Sandelig lyksaligt er det nibbāna, som den Fuldkomment Opvågnede har forkyndt – sorgløst, pletfrit, trygt, hvor lidelsen ophører.
ขุ. เถร. ๒๖/๓๐๙.
Mildhed og ikke-vold er elefantens bagben; opmærksomhed og klar forståelse er dens forben.
ขุ. เถร. ๒๖/๓๖๘.
Man bør ikke følge det lave, ikke leve i forsømmelighed, ikke hylde falske anskuelser og ikke være en byrde for verden.
ขุ. ธ. ๒๕/๓๗.
Ved et ringe helligt liv når man herskerstand, ved et middelmådigt gudestand, ved det højeste renses man.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๑๙๙.