Kamma skelner væsenerne i lave og høje.
ม. อุป. ๑๔/๓๘๕.
Ethvert arbejde, der gøres slapt, bærer ringe frugt.
นัย-สํ. ส. ๑๕/๖๘.
Ens egne onde gerninger fører til en ond skæbne.
ขุ. ธ. ๒๕/๔๗.
Det gode er let for den gode.
วิ. จุล. ๗/๑๙๕. ขุ. อุ. ๒๕/๑๖๗.
Det gode er svært for den onde.
วิ. จุล. ๗/๑๙๕. ขุ. อุ. ๒๕/๑๖๗.
Bedre slet ikke at gøre det onde.
สํ. ส. ๑๕/๖๘. ขุ. ธ. ๒๕/๕๖.
Det onde piner én siden hen.
สํ. ส. ๑๕/๖๘. ขุ. ธ. ๒๕/๕๖.
Det gode er bedre gjort.
สํ. ส. ๑๕/๖๘. ขุ. ธ. ๒๕/๕๖.
En gerning, man siden fortryder, er ikke vel gjort.
สํ. ส. ๑๕/๘๑. ขุ. ธ. ๒๕/๒๓.
En gerning, man ikke siden fortryder, er sandelig vel gjort.
สํ. ส. ๑๕/๘๑. ขุ. ธ. ๒๕/๒๓.
Det, der er dårligt og unyttigt for én selv, er let at gøre.
ขุ. ธ. ๒๕/๓๗.
Det, der er både gavnligt og godt, er meget svært at gøre.
ขุ. ธ. ๒๕/๓๗.
Lykke vindes ikke let af den, der gør ondt.
สํ. ส. ๑๕/๑๐๔.
Gør godt, få godt; gør ondt, få ondt.
สํ. ส. ๑๕/๓๓๓. ขุ. ชา. ทุก. ๒๗/๘๔.
Væsenernes verden går efter kamma.
ม. ม. ๑๓/๖๔๘. ขุ. สุ. ๒๕/๔๕๗.
Det er bedre at overveje først og så handle.
ว. ว.
Det, der er gjort, kan ikke gøres ugjort.
ส. ส.
Den, der ved, hvad der gavner ham, bør gøre det straks.
สํ. ส. ๑๕/๘๑.
Vil man gøre det, så bør man gøre det (for alvor).
สํ. ส. ๑๕/๖๗. ขุ. ธ. ๒๕๑๕๖.
Man bør handle efter de velmenendes ord.
ขุ. ชา. ทสก. ๒๗/๒๗๒.
Man bør tage sine opgaver op på rette tid.
ว. ว.
Man bør bevare sin egen godhed, som saltet bevarer sin sælte.
ส. ส.
Man bør gøre tjeneste for dem, der har gjort én tjeneste.
ขุ. ชา. ทสก. ๒๗/๘๔.
Man bør ikke gøre godt mod den, der stræber efter ens undergang.
ขุ. ชา. ทสก. ๒๗/๘๔.
Kom ikke til dadelværdige gerninger.
ส. ฉ.