Når nogen beder om tilgivelse, og man er forbitret, rasende og nægter at tage imod den, siges man at ruge over fjendskab.
สํ. ส. ๑๕/๓๔.
Blandt mennesker når få den anden bred (nibbāna); de øvrige folk løber blot langs denne bred.
ขุ. ธ. ๒๕/๒๖.
Øv sindet til fasthed gennem opfattelsen af det urene; vær opmærksom på kroppen; hav megen lede (ved alle betingede ting).
สํ. ส. ๑๕/๒๗๗.
De vise, der ikke skader nogen og altid er beherskede i kroppen, går til det uforgængelige sted, hvor de, når de er kommet dertil, ikke sørger.
ขุ. ธ. ๒๕/๔๕.
Den, der, opfostret med sådan møje af (mor og) far, ikke forsørger dem og forgår sig mod dem, går til helvede.
ขุ. ชา. สตฺตติ. ๒๘/๖๖.
I munke! Når man på denne måde mindes Buddha, Dhamma og Sangha, vil der ingen frygt, ingen skælven, ingen gysen være.
สํ. ส. ๑๕/๓๒๓.
Vrede opstår i den uvidende tåbe af kappestrid; og netop af den vrede brændes han.
ขุ. ชา. ทสก. ๒๗/๒๘๐.
Den, der med tom mave tåler sulten, er trænet og flittig, mådeholden i mad og drikke, og ikke gør ondt for madens skyld – ham kalder man asket i verden.
ขุ. ชา. ทสก. ๒๗/๒๗๔.
Et menneske, der begærer sanselyster, glæder sig ved dem, er opslugt af dem og gør ondt, går til en ond skæbne.
ขุ. ชา สฏฺฐิ. ๒๘/๓๓.
Hvor end arahanterne bor – i landsby eller skov, i lavland eller højland – det sted er skønt.
ขุ. ธ. ๒๕/๒๘.
De, der, skønt advaret af gudernes sendebud, forbliver forsømmelige, får et ringe legeme og sørger i lang tid.
ม. อุป. ๑๔/๓๔๖.
Som en ond tyv, grebet på fersk gerning, lider under sin egen gerning, sådan lider onde mennesker efter døden under deres egne gerninger i den næste verden.
ขุ. เถร. ๒๖/๓๗๙.
Den, der er stolt af fødsel, stolt af rigdom, stolt af slægt og foragter sine egne slægtninge – det er årsagen til hans forfald.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๔๗.
Den, der ingen længsel har efter sanselyster, kalder jeg »den fredfyldte«; han har ingen bånd, og derfor har han krydset begærets forvirring.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๐๑. ขุ. มหา. ๒๙/๒๙๕,๒๙๗.
Selv den, der har stor værdighed og skarp visdom og æres af mange, stråler ikke, når han først er under en kvindes magt – som månen formørket af Rāhu.
ขุ. ชา อสีติ. ๒๘/๑๒๗.
De gode ses langt borte fra, som Himalaya-bjergene; de onde, selv om de sidder lige her, ses ikke, som pile skudt i natten.
ขุ. ธ. ๒๕/๕๕.
Den vise, der har vundet rigdom, støtter sine slægtninge; ved den støtte vinder han ære, og når han er gået bort, glæder han sig i himlen.
ขุ. ชา. ฉกฺก. ๒๗/๒๐๕.
De vise gør ikke ondt for deres egen lykkes skyld; de gode, selv når de rammes af lidelse og snubler, opgiver ikke Dhamma af begær eller had.
ขุ. ชา. ทสก. ๒๗/๑๔๖๗/๒๙๗.
At virke til gavn uden at forstå sig på gavn bringer slet ingen lykke; den uvise sætter gavnen over styr, som aben, der vogtede haven.
ขุ. ชา เอก. ๒๗/๑๕.
Ikke i alt er manden den vise; også en kvinde kan være vis, med skarp forstand i denne eller hin sag.
ขุ. ชา. อฏฺฐก. ๒๗/๒๔๑.
En munk bør ikke rystes af dadel og ikke opblæses af ros; han bør fordrive griskhed sammen med gerrighed, vrede og bagtalelse.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๑๖. ขุ. มหา. ๒๙/๔๖๔,๔๖๖.
Den kloge og skarpsindige, der klart forklarer, hvad der er årsag, og hvad der ikke er, og forudser den tydelige følge, befrier sig straks (fra lidelsen) – frygt ikke, han vil komme tilbage.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๓๔๔.
Den, der beslutter sig for at leve i cølibat, kendes som vis; men tåben, der hælder til samleje, besmittes.
ขุ. สุ. ๒๕/๔๙๔. ขุ. มหา. ๒๙/๑๘๖.
Den vise, der har fjernet de fem hindringer og alle besmittelser, skåret kærlighed og had over og ikke længere er et støttepunkt for begær og anskuelser, bør vandre alene som næsehornets horn.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๓๘. ขุ. จู. ๓๐/๔๑๐.
»Jeg har børn, jeg har rigdom« – sådan piner tåben sig selv; men han ejer ikke engang sig selv – hvorfra da børn, hvorfra rigdom?
ขุ. ธ. ๒๕/๒๓.
Mor og far, siges det, er Brahmā, de første lærere, deres børns ærbødighed værd og deres børns velgørere.
ขุ. ชา. สตฺตติ. ๒๗/๖๖.
Så længe det onde ikke modnes, tror tåben, det er sødt; men når det onde modnes, da møder tåben lidelse.
ขุ. ธ. ๒๕/๒๔.
Hvad de uheldige, dygtige eller udygtige, samler af rigdom i mængde, det nyder de heldige.
ขุ. ชา. ติก. ๒๗/๑๑๗.
Den, der ikke forråder sine venner, æres overalt, hvilket rige, hvilken by eller hovedstad han end drager til.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๑๕๔.
Fordi mennesket med onde ønsker er skamløst og hensynsløst, skaber det ondt, og derfor går det til fortabelsens verden.
ขุ. อิติ. ๒๕/๒๕๖.
Fra hvem man har forstået den Dhamma, som den Fuldkomment Opvågnede har forkyndt, ham bør man ære med agtelse, som en brahman ærer offerilden.
ขุ. ธ. ๒๕/๖๘.
Den, der har gjort ondt, men lægger det bort ved at gøre godt, oplyser denne verden som månen, der træder frem af skyerne.
ม. ม. ๑๒/๔๘๗.
Man bør ikke brække grenen af det træ, i hvis skygge man har siddet eller ligget; for den, der forråder en ven, er nedrig.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๒๖.
De, der er kyndige i gamle skikke og udrustet med god sæd, går ikke til en ond skæbne.
ขุ. ชา. สตฺตติ. ๒๘/๖๓.
Den, der ikke vil handle efter det råd, de vidende har givet, vil gå til grunde, som købmændene gik til grunde ved sørøvere.
ขุ. ชา. ทุก. ๒๗/๗๑.
Den, der ophøjer sig selv og foragter andre, er nedrig ved sin egen indbildskhed – vid, at en sådan er nedrig.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๕๑.
Den, der ser dyd, visdom og lærdom i sig selv, handler til gavn for både sig selv og andre.
ขุ. ชา. สตฺตก. ๒๗/๒๒๑.
For den, der altid er opmærksom og udvikler grænseløs kærlighed, og som ser tilværelsesgrundlagenes ophør, bliver lænkerne tynde.
องฺ. อฏฺฐก. ๒๓/๑๕๒.
Den, der skynder sig, hvor han burde være langsom, og er langsom, hvor han burde skynde sig, er en tåbe; ved uklog fremgangsmåde møder han lidelse.
ขุ. เถร. ๒๖/๓๑๓.
Den, der er langsom, hvor han burde være langsom, og skynder sig, hvor han burde skynde sig, er klog; ved klog fremgangsmåde når han lykke.
ขุ. เถร. ๒๖/๓๑๓.
Den, der hverken selv dræber eller lader dræbe, hverken selv sejrer eller lader sejre, siges at have kærlighed til alle væsener og fjendskab mod ingen.
องฺ. อฏฺฐก. ๒๓/๑๕๒.
Den, der forsørger mor og far retfærdigt – ham priser de vise i denne verden, og når han er gået bort, glæder han sig i himlen.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๑๙๖.
Den vise, der er taknemmelig og gengælder det gode, som har gode venner som fortrolige, og som villigt hjælper en ven i nød – en sådan kalder man et godt menneske.
ขุ. ชา. จตฺตาฬีส. ๒๗/๕๔๑.
Den, der låner og bruger det lånte, og så løber bort med ordene »jeg skylder dig intet« – vid, at en sådan er nedrig.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๔๐.
Den, der er klog, modig, lærd, en Dhamma-bærer og lever i overensstemmelse med Dhamma – om en sådan siges det, at han smykker fællesskabet.
องฺ. จตุกฺก. ๒๑/๑๐.
Den vise, der har opgivet begær, had og forblændelse, sønderbrudt lænkerne og ikke skræmmes af livets ophør, bør vandre alene som næsehornets horn.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๓๙. ขุ. จู. ๓๐/๔๒๖, ๔๒๗.
Er man fuldkommen i sanserne, rolig og glæder sig ved fredens vej, siges man at have besejret Māra med hans ridedyr og at bære sit sidste legeme.
ขุ. อิติ. ๒๕/๒๗๑.
Frygter du lidelsen, elsker du ikke lidelsen, så gør ingen ond gerning, hverken åbenlyst eller i det skjulte.
ขุ. อุ. ๒๕/๑๕๐.
Idet jeg med sindet gennemsøgte alle retninger, fandt jeg ingen steder nogen, der var kærere end selvet; også for andre er selvet lige så kært – derfor bør den, der elsker sig selv, ikke skade andre.
สํ. ส. ๑๕/๑๐๙.
Man bør ikke foragte sin egen vinding og ikke gå omkring og længes efter andres vinding; en munk, der længes efter andres vinding, opnår ikke koncentration.
ขุ. ธ. ๒๕/๖๕.
Den, der ikke løber løbsk efter behagelige genstande, ikke hengiver sig til foragt, som er fin og skarpsindig – han er ikke lettroende og bliver ikke led.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๐๑. ขุ. มหา. ๒๙/๒๗๙,๒๘๔.
Den, der hænger ved sansenydelserne, glæder sig ved dem og er opslugt af dem, mærker ikke, at han glider, som en fisk, der uden at ane det farer ind i den udsatte ruse.
สํ. ส. ๑๕/๑๐๘.
Som den, der er vågnet, ikke ser det, han mødte i drømmen, sådan ser de levende ikke de kære, der er døde.
ขุ. สุ. ๒๕/๔๙๒. ขุ. มหา. ๒๙/๑๕๑,๑๕๒.
Den, der ikke er tilfreds med sin egen hustru, men giver sig af med skøger og forgriber sig på andres hustruer – det er en årsag til forfald.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๔๘.