»Han skældte mig ud, han slog mig, han besejrede mig, han bestjal mig« – hos den, der nærer sådanne tanker, stilles fjendskabet ikke.
ขุ. ธ. ๒๕/๑๕.
»Han skældte mig ud, han slog mig, han besejrede mig, han bestjal mig« – hos den, der ikke nærer sådanne tanker, stilles fjendskabet.
ขุ. ธ. ๒๕/๑๕.
Som en flamme, der slukkes af vindens kraft, går ud og ikke kan beregnes, sådan går den vise, der er befriet fra navn og legeme, ud og kan ikke beregnes.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๙. ขุ. จู. ๓๐/๑๓๖.
Menneskets sanser er til gavn og til skade: uvogtede skader de, vogtede gavner de.
ขุ. เถร. ๒๖/๓๗๒.
Den vise, der ser sit eget vel, bør ikke komme under griskhedens magt; han bør fordrive det begærlige sind.
ขุ. ชา. ปกิณฺณก. ๒๗/๓๙๖.
Gavnen er gået forbi tåben, der venter på stjernerne; gavnen er sit eget rette øjeblik – hvad kan stjernerne gøre?
ขุ. ชา. เอก. ๒๗/๑๖.
Det er ikke godt, at en stærk tåbe overilet søger rigdom; helvedesvogterne slæber den jamrende tåbe af ringe visdom til et frygteligt helvede.
ขุ. ชา. วีส. ๒๗/๔๒๕.
De fem sanselyster i verden, med sindet som den sjette, er blevet forklaret; den, der har lagt begæret efter dem bort, befries således fra lidelsen.
สํ. ส. ๑๕/๒๓.
Den, der søger sin egen lykke ved at påføre andre lidelse, er viklet ind i fjendskab og befries ikke fra fjendskab.
ขุ. ธ. ๒๕/๕๓.
Som den, der klynger sig til et lille stykke brænde, ville synke i havet, sådan går selv en rig mand til grunde, der støtter sig til dovenskab.
ขุ. เถร. ๒๖/๓๐๙.
Månen, solen, asketer og brahmaner og havets bred har hver deres kraft; men en kvindes kraft overgår (disse) kræfter.
ขุ. ชา. นวก. ๒๗/๒๖๑.
Tathāgata fremstår til gavn for de mange – for de kvinder og mænd, der følger læren.
ขุ. เถร. ๒๖/๔๓๗.
Hvor man endnu ikke kender folk efter herkomst eller skik, bør man, når man bor dér blandt ukendte, ikke vise stolthed.
ขุ. ชา. จตุกฺก. ๒๗/๑๓๑.
Den, der handler efter det råd, de vidende har givet, når den trygge bred, som købmændene nåede den trygge bred ved hesten Valāhaka.
ขุ. ชา. ทุก. ๒๗/๗๑.
Den, der kender skikkene, ærer de gamle; i dette liv roses han, og i det næste går det ham godt.
ขุ. ชา เอก. ๒๗/๑๒.
Former, lyde, dufte, smage, berøringer og tankeobjekter – alt dette er verdens frygtelige lokkemad; væsenernes verden er opslugt af disse genstande.
สํ. ส. ๑๕/๑๖๖.
Selv den, hvis visdom stråler som ild, bør i et fremmed land tåle selv en slaves trusler.
ขุ. ชา. จตุกฺก. ๒๗/๑๓๑.