Den vise, der er fast grundfæstet i dyd, vinder berømmelse i denne verden og glæder sig efter døden i himlen – om ham siges det, at han glæder sig overalt.
Tåben, der ikke er fast grundfæstet i dyd, dadles i denne verden og sørger efter døden i fortabelsens verden – om ham siges det, at han sørger overalt.
Den, der i denne verden er behersket i krop, tale og sind, ikke gør noget ondt og ikke taler letsindigt for sin egen skyld – en sådan kalder man dydig.
Derfor dadles dydige kvinder og mænd, der holder uposatha med dets otte led og gør fortjenstfulde gerninger, som bærer lykke, ikke, og de går til et himmelsk sted.