Sanselysterne er forgængelige, ustadige, fulde af lidelse, fulde af gift, som en glødende jernklump; de er kvalens rod og bærer lidelse som frugt.
ขุ. เถรี. ๒๖/๕๐๓.
Verden er indhyllet i uvidenhed og viser sig ikke, på grund af gerrighed (og forsømmelighed); begæret kalder jeg verdens klister, og lidelsen dens store fare.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๐. ขุ. จู. ๓๐/๙.
Verden er bundet af begær; den befries ved at fjerne begæret; ved at opgive begæret siges man at skære alle bånd over.
สํ. ส. ๑๕/๕๖.
Begæret slæber menneskene med sig; begæret er svært at opgive i verden; mange væsener er bundet af begær som en hunfugl fanget i en snare.
สํ. ส. ๑๕/๖๑.
Den, der er ligevægtig og altid opmærksom, og som i verden ikke anser sig for lig, bedre eller ringere end andre – om ham siges det, at han ingen opsvulmen (af indbildskhed) har.
ขุ. มหา. ๒๙/๒๗๙. ขุ. สุ. ๒๕/๕๐๑.
En munk, der har rykket tilblivelsesbegæret op med rode, hvis sind er kommet til ro, og som har afsluttet genfødslernes kredsløb, har ingen tilblivelse mere.
ขุ. อุ. ๒๕/๑๔๓.
En munk, der har erkendt faren således – at begær er lidelsens udspring – bør være fri for begær, uden at klynge sig, og opmærksom i enhver stilling.
ขุ. สุ. ๒๕/๔๗๘. ขุ. จู. ๓๐/๓๒๐.
Sanselysterne, brogede, søde og henrivende, plager sindet i mangehånde skikkelser; den, der ser faren i sanselysterne, bør vandre alene som næsehornets horn.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๓๔.
Man bør opgive vreden, aflægge indbildskheden og gå ud over alle lænker; (for) bindingerne følger ikke den, der ikke hænger ved navn og form og intet ejer.
สํ. ส. ๑๕/๓๕๐.
Man bør opgive vreden, aflægge indbildskheden og gå ud over alle lænker; (for) lidelserne følger ikke den, der ikke hænger ved navn og form og intet ejer.
ขุ. ธ . ๒๕/๔๔.
Begæret lader mennesket fødes; dets sind løber hid og did; væsenet vandrer videre, og derfor befries det ikke fra lidelsen.
สํ. ส. ๑๕/๕๑.
Begæret lader mennesket fødes; dets sind løber hid og did; væsenet vandrer videre, og derfor er lidelsen dets store fare.
สํ. ส. ๑๕/๕๑.
Begæret lader mennesket fødes; dets sind løber hid og did; væsenet vandrer videre, og derfor går kamma stadig foran det.
สํ. ส. ๑๕/๕๒.
Verden er bygget op af begær, omringet af alderdom og lukket inde af døden; således står den i lidelse.
สํ. ส. ๑๕/๕๕.
Verden har fornøjelsen som sit bånd og tanken som sin strejfen; ved at opgive begæret siges man at skære alle bånd over.
สํ. ส. ๑๕/๕๕.
Den, hvis sind er rettet mod nibbāna, bør overvinde søvn, dovenskab og sløvhed; han bør ikke dvæle i forsømmelighed og ikke stå fast i hovmod.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๑๘.
Den, der ikke grubler over det, der endnu ikke er kommet, sørger ikke over det forgangne; den, der ser afsondrethed i alle berøringer, ledes ikke bort af anskuelser.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๐๐. ขุ. มหา. ๒๙/๒๖๔,๒๖๒.
Man bør ikke fornøje sig ved det gamle og ikke finde behag i det nye; når noget svinder, bør man ikke sørge og ikke støtte sig til begær.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๑๘.
Væsenernes verden er slået ned af døden, omringet af alderdom, gennemboret af begærets pil og altid ulmende af attrå.
สํ. ส. ๑๕/๕๕.
Denne skare af væsener er besat af indbildskhed, bundet af indbildskhed, fastholdt af indbildskhed; idet de strides på grund af anskuelser, kommer de ikke ud over kredsløbet.
ขุ. อุ. ๒๕/๑๙๓.
Den forblændede kender ikke meningen, den forblændede ser ikke Dhamma; når forblændelse overvælder mennesket, da hersker mørket.
ขุ. อิติ. ๒๕/๒๙๖. ขุ. มหา. ๒๙/๑๘.
Den, der ingen bekymring har om, at »dette er mit, dette er en andens« – idet han ikke tager noget som sit eget, sørger han ikke over, at »jeg har intet«.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๑๙. ขุ. มหา. ๒๙/๕๓๔.
Den, der er kommet ud over sanselysterne i verden og den forvikling, der er så svær at komme over – med begærets strøm skåret over, uden bånd – om ham siges det, at han hverken sørger eller glæder sig.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๑๙. ขุ. มหา. ๒๙/๕๒๗.
Den, der uvidende skaber tilværelsesgrundlag, er en tåbe, der igen og igen møder lidelse; derfor bør den, der forstår og ser lidelsens udspring, ikke skabe tilværelsesgrundlag.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๔. ขุ. จู. ๓๐/๘๐,๘๑
Den griske kender ikke meningen, den griske ser ikke Dhamma; når griskhed overvælder mennesket, da hersker mørket.
ขุ. อิติ. ๒๕/๒๙๕. ขุ. มหา. ๒๙/๑๗.
Fæld skoven (af besmittelser), ikke træerne; fra skoven opstår faren. I munke! Når I har fældet skoven og underskoven, så vær uden skov.
ขุ. ธ. ๒๕/๕๒.