Det, der ikke var tænkt, kan ske; det, der var tænkt, kan slå fejl; en kvindes eller mands rigdom vindes aldrig blot ved at ønske.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๑๖๗.
Når man ikke fornøjer sig ved følelser, indre eller ydre, og lever opmærksomt således, ophører bevidstheden.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๔๗. ขุ. จู. ๓๐/๒๑๘.
En munk bør stille besmittelserne og de onde tilstande i sit indre og ikke søge fred andetsteds fra; for den, der har stillet det indre, er der intet nyt at gribe – hvorfra da noget grebet, der skulle slippes?
ขุ. สุ. ๒๕/๕๑๔. ขุ. มหา. ๒๙/๔๒๕,๔๒๖.
Sanselysterne giver ringe nydelse og megen lidelse; der findes ingen lidelse større end sanselysten; den, der hengiver sig til sanselyster, går til helvede.
ขุ. ชา เอกาทสก. ๒๗/๓๑๕.
Den, der ikke skader (andre) og således taler sandt, sørger ikke, når han er gået fra denne verden til en anden.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๓๓๒.
En doven husherre, der nyder sanselyster, er ikke god; en ubehersket munk er ikke god; en konge, der handler uden overvejelse, er ikke god; en vis mand, der let bliver vred, er ikke god.
ขุ. ชา. วีส. ๒๗/๔๔๖.
De, der tager det uvæsentlige for væsentligt og ser det væsentlige som uvæsentligt, færdes på de forkerte hensigters græsgang og når ikke det væsentlige.
ขุ. ธ. ๒๕/๑๖.
Den, der ikke sørger over det forgangne og ikke jager efter det kommende, men lever af det, der er til stede – hans ansigtsfarve er klar.
สํ. ส. ๑๕/๗.
Den, der er ustadig i sindet, letsindig, forråder sine venner og altid er vægelsindet i sin adfærd, har ingen lykke.
ขุ. ชา. จตุกฺก. ๒๗/๑๔๒.
Den, der er kvindejæger, dranker og spiller, ødsler bort, hvad han har vundet; det er en årsag til hans undergang.
สุ. ขุ. ๒๕/๓๔๗.
Kvinder er en plet på det hellige liv; disse mennesker hænger ved kvinder; askese og det hellige liv er badet, ikke vand.
สํ. ส. ๑๕/๕๒.
Dette korte liv føres bort af alderdommen; når et væsen føres bort af alderdommen, findes der ingen beskyttelse; den, der ser denne fare i døden og sigter mod fred, bør opgive verdens lokkemad.
สํ. ส. ๑๕/๗๗.
Den, der er fredfyldt, afholder sig fra det onde, taler klogt og ikke er adspredt, blæser de onde tilstande bort, som vinden blæser bladene bort.
ขุ. เถร. ๒๖/๒๖๐.
Hvis væsenerne vidste således: »denne fødsel og tilblivelse er lidelse«, ville et væsen ikke dræbe et væsen; for den, der dræber væsener, sørger.
ขุ. ชา. เอก. ๒๗/๖.
En munk bør ikke hænge ved sanselyster; hans sind bør være uplumret; han bør være kyndig i alle ting og opmærksom i enhver stilling.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๑. ขุ. จู. ๓๐/๒๖.
Den, der har set de ædle sandheder, rykket det begær op med rode, som fører til tilblivelse, og skåret lidelsens rod over, har ingen tilblivelse mere.
ที. มหา. ๑๐/๑๐๗.
Hvilken gerning et menneske end gør ved at give, ved ligevægtig adfærd, ved beherskelse og ved at tæmme sig selv – på grund af den gerning er han lykkelig, og den brænder ham ikke siden.
ขุ. ชา. ปกิณฺณก. ๒๗/๓๙๘.
Den, der er forfalden til søvn, snakkesalig, ikke flittig, doven og hidsig – det er en årsag til hans undergang.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๔๖.
Banneret er vognens kendetegn, røgen ildens kendetegn, kongen rigets kendetegn, ægtemanden kvindens kendetegn.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๓๘๖.
En munk, der glæder og fryder sig ved Dhamma, overvejer Dhamma og atter og atter mindes Dhamma, falder ikke fra den sande Dhamma.
ขุ. ธ. ๒๕/๖๕.
For den, der gør ondt, findes der intet skjult sted i verden; folk ser en skov, men tåben anser det sted for skjult.
ขุ. ชา. จตุกฺก. ๒๗/๑๓๑.
I denne verden findes ingen selvtæmning for den, der elsker indbildskhed; ingen viden for den ustadige i sindet; den forsømmelige, selv om han bor alene i skoven, kan ikke krydse dødens rige.
สํ. ส. ๑๕/๖.
Man bør ikke lytte til andres grove ord og ikke se på, hvad andre har gjort og ikke gjort; man bør kun betragte, hvad man selv har gjort og ikke gjort.
ขุ. ธ. ๒๕/๒๑.
Den, der ser forsømmelighed som en fare og årvågenhed som tryghed, bør udvikle den ottefoldige vej – dette er Buddhaernes belæring.
ขุ. จริยา. ๓๓/๕๙๕.
Ikke at se det kære er lidelse, og at se det ukære er også lidelse; derfor bør man ikke gøre noget kært, for adskillelsen fra det kære er slem.
ขุ. ธ. ๒๕/๔๓.
Verden, slået ned af døden og omringet af alderdom, uden beskytter, pines bestandig som en straffefange, der må underkaste sig straffen.
ขุ. เถร. ๒๖/๓๓๕.
Hvad et menneske end får, er det ikke tilfreds med det; hvad det end længes efter, foragter det det, det har fået; fordi begæret ingen ende har, lad os ære dem, der er fri for begær.
ขุ. ชา. ทุก. ๒๗/๙๔.
Som ordet »vogn« kommer i brug, når delene er samlet, sådan kommer vedtægten »et væsen« i brug, når aggregaterne er til stede.
สํ. ส. ๑๕/๑๙๘. ขุ. มหา. ๒๙/๕๓๖.
Som et træ, selv om det er fældet, vokser op igen, så længe roden er fast og uskadt, sådan opstår denne lidelse igen og igen, så længe begærets tilbøjelighed ikke er fjernet.
ขุ. ธ. ๒๕/๖๐.
Den, der har kastet begær, had og uvidenhed af sig, siges at have krydset dette hav med dets uhyrer, dets røvere, dets fare fra bølgerne – så svært at krydse.
สํ. สฬ. ๑๘/๑๙๗.
Den, i hvem ingen sanselyster bor, i hvem intet begær findes, og som har krydset tvivlen – for ham findes en befrielse, som ikke forandres til noget andet.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๔๓. ขุ. จู. ๓๐/๑๗๐.
Den, der lider på grund af det, der fødes af sanselyst – hvordan skulle han vende (sindet) mod sanselyst? Den, der har erkendt tilværelsesgrundlagene som forviklingen i verden, bør øve sig i at fjerne dem.
สํ. ส. ๑๕/๑๗๐.
Den, der overvinder det lave begær, som er så svært at overvinde i verden – fra ham falder sorgerne af som vanddråber fra et lotusblad.
ขุ. ธ. ๒๕/๖๐.
Ikke grådig, ikke bundet til smage, uden at forsørge andre, gående efter almisser fra hus til hus i rækkefølge, med et sind, der ikke hænger ved familier, bør man vandre alene som næsehornets horn.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๓๗. ขุ. จู. ๓๐/๔๐๖.
Den vise, der lever som en, der intet ejer, uden at hænge ved sanselyster, og som har krydset floden, elsker selv de mennesker, der endnu hænger ved sanselyster.
ขุ. สุ. ๒๕/๔๙๔.
Den, der har mestret viden i denne verden og aflagt bindingen til stor og lille tilværelse – han er fri for begær, fri for lidelse, fri for længsel; om ham siger jeg, at han har krydset fødsel og alderdom.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๖. ขุ. จู. ๓๐/๑๐๔,๑๐๗
Man bør øve sig i afsondrethed, som er de ædles højeste egenskab; den, der ikke anser sig for ypperlig på grund af den afsondrethed, siges at leve nær nibbāna.
ขุ. สุ. ๒๕/๔๙๔. ขุ. มหา. ๒๙/๑๙๑.
Man bør have mistanke til den fare, der bør mistænkes, og vogte sig for den fare, der endnu ikke er kommet; den kloge ser på begge verdener af frygt for fremtiden.
ขุ. ชา. จตุกฺก. ๒๗/๑๓๖.
Den, der fuldt har forstået opfattelsen, kan krydse floden; den vise, der ikke hænger ved ejendele, som har trukket pilen ud og vandrer årvågent, siges hverken at længes efter denne verden eller den næste.
ขุ. สุ. ๒๕/๔๘๖. ขุ. มหา. ๒๙/๗๑.
Når man er befriet ved ret viden, fredfyldt og fast, er ens sind fredfyldt, og ens tale og handling er fredfyldte.
ขุ. ธ. ๒๕/๒๘.
Ikke at gøre noget ondt, at bringe det gode til fuldendelse, at rense sit eget sind – disse tre er de opvågnedes belæring.
ขุ. ธ. ๒๕/๓๙.
En god konge er den, der glæder sig ved Dhamma; et godt menneske den, der har visdom; en god ven den, der ikke forråder venner; lykken ligger i ikke at gøre ondt.
ขุ. ชา. ปญฺญาส. ๒๘/๒๐.