พุทธศาสนสุภาษิต

สำหรับวิชากระทู้ธรรม — บาลี คำแปล คัมภีร์ที่มา และคำอธิบายความหมาย เพื่อใช้ศึกษาและเป็นแบบอย่างในการแต่งกระทู้ธรรม

คำอธิบายเป็นเพียงตัวอย่างการตีความ ไม่ใช่เฉลย — ใช้เป็นแนวทางเบื้องต้น และควรศึกษาเพิ่มเติมจากพระไตรปิฎกและคัมภีร์อื่น ๆ

ธรรมศึกษา (ต่างประเทศ)
นักธรรมชั้นเอก · พุทธศาสนสุภาษิต เล่ม ๓ · ๒๑๘ บท · มีคำอธิบายแล้ว ๓ บท
ปกิรณกวรรค — หมวดเบ็ดเตล็ด
ปกิรณกวรรค — หมวดเบ็ดเตล็ด · นักธรรมชั้นเอก
บาลี (อักษรไทย)
นตฺถิ โลเก รโห นามปาปกมฺมํ ปกุพฺพโต
ปสฺสนฺติ วนภูตานิตํ พาโล มญฺญเต รโห.
Pāli (Roman) ถอดอัตโนมัติ
Natthi loke raho nāmaPāpakammaṃ pakubbato
Passanti vanabhūtāniTaṃ bālo maññate raho.
คัมภีร์ที่มา : ขุ. ชา. จตุกฺก. ๒๗/๑๓๑.
คำแปล : ชื่อว่าที่ลับของผู้ทำความชั่วไม่มีอยู่ในโลก, คนทั้งหลายเห็นเป็นป่า แต่คนเขลาสำคัญที่นั้นว่าเป็นที่ลับ.
Dansk : For den, der gør ondt, findes der intet skjult sted i verden; folk ser en skov, men tåben anser det sted for skjult.
คำแปลทุกภาษา / All languages (9)
ไทยชื่อว่าที่ลับของผู้ทำความชั่วไม่มีอยู่ในโลก, คนทั้งหลายเห็นเป็นป่า แต่คนเขลาสำคัญที่นั้นว่าเป็นที่ลับ.
EnglishThere is no such thing in the world as a secret place for the evil-doer; people see a forest, but the fool takes that place to be secret.
IndonesiaTiada tempat rahasia di dunia bagi pelaku kejahatan; orang-orang melihat hutan, tetapi si bodoh mengira tempat itu rahasia.
中文世间没有作恶者的隐秘之处;人们见是森林,愚人却以为是隐秘之地。
DeutschFür den Übeltäter gibt es in der Welt keinen verborgenen Ort; die Leute sehen einen Wald, der Tor aber hält jenen Ort für verborgen.
DanskFor den, der gør ondt, findes der intet skjult sted i verden; folk ser en skov, men tåben anser det sted for skjult.
हिन्दीपापकर्म करने वाले के लिए संसार में कोई गुप्त स्थान नहीं है; लोग उसे वन देखते हैं, पर मूर्ख उस स्थान को गुप्त समझता है।
日本語悪をなす者にとって、世に隠れ場所などない。人々は森と見るが、愚者はその場所を隠れ場所だと思う。
नेपालीपापकर्म गर्नेका लागि संसारमा कुनै गुप्त ठाउँ छैन; मानिसहरू वन देख्छन्, तर मूर्खले त्यो ठाउँ गुप्त ठान्छ।

คำอธิบาย
Denne forklaring er kun et eksempel på, hvordan det buddhistiske ordsprog kan fortolkes, og er ikke en facitliste. Studerende bør kun bruge den som en første vejledning. For en dybere forståelse bør man også studere Tipiṭaka og andre skrifter.
คำอธิบายนี้เป็นเพียงตัวอย่างการตีความพุทธศาสนสุภาษิต ไม่ใช่เฉลย ผู้ศึกษาควรใช้เป็นแนวทางเบื้องต้นเท่านั้น หากต้องการความพิสดาร ควรศึกษาเพิ่มเติมจากพระไตรปิฎกและคัมภีร์อื่น ๆ ประกอบด้วย

Ordsproget „natthi loke raho nāma pāpakammaṃ pakubbato passanti vanabhūtāni taṃ bālo maññate raho“ betyder „For den, der gør ondt, findes der intet skjulested i verden; menneskene ser det som en skov, men tåben tror, at stedet er et skjulested.“ Ordsproget lærer, at den, der gør ondt, ikke kan finde et virkeligt skjulested. Tåben tror, at et sted, hvor ingen ser ham, er et skjulested, og vover derfor at gøre ondt, men i virkeligheden kan andre stadig se og vide det, selv på et sted, der synes lige så stille som en skov. Ordet „vanabhūtāni“ på pāli betyder ordret skovens væsener, det vil sige de væsener, der bor i skoven. Denne linje betyder derfor ordret „væsenerne i skoven ser (den handling)“. Bogen oversætter det efter meningen som „menneskene ser det som en skov“. Begge veje peger mod det samme: Det, som tåben tror, at ingen ser, bliver i virkeligheden altid set af nogen.

Verset findes i en Jātaka, og historien lyder kort fortalt således: En lærer ville prøve sine elevers dyd og bad dem derfor gå ud og stjæle ejendele, uden at nogen så det. De fleste elever gjorde, som han sagde, men den elev, der var Bodhisattaen, nægtede og sagde, at der ikke findes noget skjulested i verden for den, der gør ondt; i det mindste ved man det selv. Læreren blev derfor glad for denne elev. Historien viser, at den, der virkelig holder fast ved dyden, ikke gør ondt, selv på et sted, hvor han tror, at ingen ser ham.

Den tilknyttede lære er hiri og ottappa, som er de egenskaber, der beskytter verden. Hiri er skam over det onde, og ottappa er frygt for det ondes følger. Den, der har hiri, ved, at han selv er vidne til sine egne handlinger, og at de handlinger, der er gjort, giver frugt efter deres årsager, uanset om nogen ser dem eller ej. Den studerende bør derfor ikke forstå dette blot som frygt for at blive afsløret, men som en træning, der gør det gode fast indefra.

I dagligdagen får en novice, der kun deltager i morgen- og aftenandagten og reciterer, når hans lærer er til stede, ikke lige så meget gavn som en, der praktiserer regelmæssigt, også når han er alene. En munk, der holder Vinaya både offentligt og i det skjulte, har et sind uden uro. En elev, der tænker på at snyde til en eksamen, fordi han tror, at ingen ser det, ved stadig inderst inde, at den viden ikke er hans egen. En ansat, der underslår små beløb i den tro, at der ikke er beviser, kan en dag opleve, at sandheden kommer frem.

Vi bør derfor øve os i at gøre godt konsekvent fra start til slut, uanset om nogen ser det eller ej, og bevare hiri og ottappa i sindet. Før vi gør noget, bør vi spørge os selv, om vi ville skamme os, hvis andre vidste eller så det; hvis vi ville skamme os, bør vi ikke gøre det, selv i det skjulte, sådan som ordsproget siger: „For den, der gør ondt, findes der intet skjulested i verden; menneskene ser det som en skov, men tåben tror, at stedet er et skjulested.“

« บทก่อนหน้า บทถัดไป »
สุภาษิตในวรรคเดียวกัน — เลือกใช้เป็นกระทู้เชื่อมได้
อจินฺติตมฺปิ ภวติ จินฺติตมฺปิ วินสฺสติ / น หิ จินฺตามยา โภคา อิตฺถิยา ปุริสสฺส วา.
Det, der ikke var tænkt, kan ske; det, der var tænkt, kan slå fejl; en kvindes eller mands rigdom vindes aldrig blot ved at ønske.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๑๖๗.
อชฺฌตฺตญฺจ พหิทฺธา จ เวทนํ นาภินนฺทโต / เอวํสตสฺส จรโต วิญฺญาณํ อุปรุชฺฌติ.
Når man ikke fornøjer sig ved følelser, indre eller ydre, og lever opmærksomt således, ophører bevidstheden.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๔๗. ขุ. จู. ๓๐/๒๑๘.
อชฺฌตฺตเมว อุปสเม / นาญฺญโต ภิกฺขุ สนฺติเมเสยฺย / อชฺฌตฺตํ อุปสนฺตสฺส / นตฺถิ อตฺตา กุโต นิรตฺตา วา.
En munk bør stille besmittelserne og de onde tilstande i sit indre og ikke søge fred andetsteds fra; for den, der har stillet det indre, er der intet nyt at gribe – hvorfra da noget grebet, der skulle slippes?
ขุ. สุ. ๒๕/๕๑๔. ขุ. มหา. ๒๙/๔๒๕,๔๒๖.
อปฺปสฺสาทา ทุกฺขา กามา นตฺถิ กามา ปรํ ทุกฺขํ. / เย กาเม ปฏิเสวนฺติ นิรยนฺเต อุปปชฺชเร.
Sanselysterne giver ringe nydelse og megen lidelse; der findes ingen lidelse større end sanselysten; den, der hengiver sig til sanselyster, går til helvede.
ขุ. ชา เอกาทสก. ๒๗/๓๑๕.
อพฺยาปชฺโฌ สิยา เอวํ สจฺจวาที จ มาณโว / อสฺมา โลกา ปรํ โลกํ เอวํ เปจฺจ น โสจติ.
Den, der ikke skader (andre) og således taler sandt, sørger ikke, når han er gået fra denne verden til en anden.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๓๓๒.
อลโส คิหี กามโภคี น สาธุ / อสญฺญโต ปพฺพชิโต น สาธุ / ราชา น สาธุ อนิสมฺมการี / โย ปณฺฑิโต โกธโน ตํ น สาธุ.
En doven husherre, der nyder sanselyster, er ikke god; en ubehersket munk er ikke god; en konge, der handler uden overvejelse, er ikke god; en vis mand, der let bliver vred, er ikke god.
ขุ. ชา. วีส. ๒๗/๔๔๖.
อสาเร สารมติโน สาเร จาสารทสฺสิโน / เต สารํ นาธิคจฺฉนฺติ มิจฺฉาสงฺกปฺปโคจรา.
De, der tager det uvæsentlige for væsentligt og ser det væsentlige som uvæsentligt, færdes på de forkerte hensigters græsgang og når ikke det væsentlige.
ขุ. ธ. ๒๕/๑๖.
อตีตํ นานุโสจนฺติ นปฺปชปฺปนฺติ นาคตํ / ปจฺจุปฺปนฺเนน ยาเปนฺติ เตน วณฺโณ ปสีทติ.
Den, der ikke sørger over det forgangne og ikke jager efter det kommende, men lever af det, der er til stede – hans ansigtsfarve er klar.
สํ. ส. ๑๕/๗.
อนวฏฺฐิตจิตฺตสฺส ลหุจิตฺตสฺส ทุพฺภิโน / นิจฺจํ อทฺธุวสีลสฺส สุขภาโว น วิชฺชติ.
Den, der er ustadig i sindet, letsindig, forråder sine venner og altid er vægelsindet i sin adfærd, har ingen lykke.
ขุ. ชา. จตุกฺก. ๒๗/๑๔๒.
อิตฺถีธุตฺโต สุราธุตฺโต อกฺขธุตฺโต จ โย นโร / ลทฺธํ ลทฺธํ วินาเสติ ตํ ปราภวโต มุขํ.
Den, der er kvindejæger, dranker og spiller, ødsler bort, hvad han har vundet; det er en årsag til hans undergang.
สุ. ขุ. ๒๕/๓๔๗.
อิตฺถี มลํ พฺรหฺมจริยสฺส เอตฺถายํ สชฺชเต ปชา / ตโป จ พฺรหฺมจริยญฺจ ตํ สินานมโนทกํ.
Kvinder er en plet på det hellige liv; disse mennesker hænger ved kvinder; askese og det hellige liv er badet, ikke vand.
สํ. ส. ๑๕/๕๒.
อุปนียติ ชีวิตมปฺปมายุํ / ชรูปนีตสฺส น สนฺติ ตาณา / เอตํ ภยํ มรเณ เปกฺขมาโน / โลกามิสํ ปชเห สนฺติเปกฺโข.
Dette korte liv føres bort af alderdommen; når et væsen føres bort af alderdommen, findes der ingen beskyttelse; den, der ser denne fare i døden og sigter mod fred, bør opgive verdens lokkemad.
สํ. ส. ๑๕/๗๗.
อุปสนฺโต อุปรโต มนฺตภาณี อนุทฺธโต / ธุนาติ ปาปเก ธมฺเม ทุมปตฺตํว มาลุโต.
Den, der er fredfyldt, afholder sig fra det onde, taler klogt og ikke er adspredt, blæser de onde tilstande bort, som vinden blæser bladene bort.
ขุ. เถร. ๒๖/๒๖๐.
เอวญฺเจ สตฺตา ชาเนยฺยุํ ทุกฺขายํ ชาติสมฺภโว / น ปาโณ ปาณินํ หญฺเญ ปาณฆาตี หิ โสจติ.
Hvis væsenerne vidste således: »denne fødsel og tilblivelse er lidelse«, ville et væsen ikke dræbe et væsen; for den, der dræber væsener, sørger.
ขุ. ชา. เอก. ๒๗/๖.
กาเมสุ นาภิคิชฺเฌยฺย มนสานาวิโล สิยา / กุสโล สพฺพธมฺมานํ สโต ภิกฺขุ ปริพฺพเช.
En munk bør ikke hænge ved sanselyster; hans sind bør være uplumret; han bør være kyndig i alle ting og opmærksom i enhver stilling.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๑. ขุ. จู. ๓๐/๒๖.
ตานิ เอตานิ ทิฏฺฐานิ ภวเนตฺติ สมูหตา / อุจฺฉินฺนํ มูลํ ทุกฺขสฺส นตฺถิทานิ ปุนพฺภโว.
Den, der har set de ædle sandheder, rykket det begær op med rode, som fører til tilblivelse, og skåret lidelsens rod over, har ingen tilblivelse mere.
ที. มหา. ๑๐/๑๐๗.
ทาเนน สมจริยาย สํยเมน ทเมน จ / ยํ กตฺวา สุขิโต โหติ น จ ปจฺฉานุตปฺปติ.
Hvilken gerning et menneske end gør ved at give, ved ligevægtig adfærd, ved beherskelse og ved at tæmme sig selv – på grund af den gerning er han lykkelig, og den brænder ham ikke siden.
ขุ. ชา. ปกิณฺณก. ๒๗/๓๙๘.
นิทฺทาสีลี สภาสีลี อนุฏฺฐาตา จ โย นโร / อลโส โกธปญฺญาโณ ตํ ปราภวโต มุขํ.
Den, der er forfalden til søvn, snakkesalig, ikke flittig, doven og hidsig – det er en årsag til hans undergang.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๔๖.
ธโช รถสฺส ปญฺญาณํ ธูโม ปญฺญาณมคฺคิโน / ราชา รฏฺฐสฺส ปญฺญาณํ ภตฺตา ปญฺญาณมิตฺถิยา.
Banneret er vognens kendetegn, røgen ildens kendetegn, kongen rigets kendetegn, ægtemanden kvindens kendetegn.
ขุ. ชา. มหา. ๒๘/๓๘๖.
ธมฺมาราโม ธมฺมรโต ธมฺมํ อนุวิจินฺตยํ / ธมฺมํ อนุสฺสรํ ภิกฺขุ สทฺธมฺมา น ปริหายติ.
En munk, der glæder og fryder sig ved Dhamma, overvejer Dhamma og atter og atter mindes Dhamma, falder ikke fra den sande Dhamma.
ขุ. ธ. ๒๕/๖๕.
น มานกามสฺส ทโม อิธตฺถิ / น โมนมตฺถิ อสมาหิตสฺส / เอโก อรญฺเญ วิหรมฺปมตฺโต / น มจฺจุเธยฺยสฺส ตเรยฺย ปารํ.
I denne verden findes ingen selvtæmning for den, der elsker indbildskhed; ingen viden for den ustadige i sindet; den forsømmelige, selv om han bor alene i skoven, kan ikke krydse dødens rige.
สํ. ส. ๑๕/๖.
น ปเรสํ วิโลมานิ น ปเรสํ กตากตํ / อตฺตโน ว อเวกฺเขยฺย กตานิ อกตานิ จ.
Man bør ikke lytte til andres grove ord og ikke se på, hvad andre har gjort og ikke gjort; man bør kun betragte, hvad man selv har gjort og ikke gjort.
ขุ. ธ. ๒๕/๒๑.
ปมาทํ ภยโต ทิสฺวา อปฺปมาทญฺจ เขมโต / ภาเวถฏฺฐงฺคิกํ มคฺคํ เอสา พุทฺธานุสาสนี.
Den, der ser forsømmelighed som en fare og årvågenhed som tryghed, bør udvikle den ottefoldige vej – dette er Buddhaernes belæring.
ขุ. จริยา. ๓๓/๕๙๕.
ปิยานํ อทสฺสนํ ทุกฺขํ อปฺปิยานญฺจ ทสฺสนํ / ตสฺมา ปิยํ น กยิราถ ปิยาปาโย หิ ปาปโก.
Ikke at se det kære er lidelse, og at se det ukære er også lidelse; derfor bør man ikke gøre noget kært, for adskillelsen fra det kære er slem.
ขุ. ธ. ๒๕/๔๓.
มจฺจุนพฺภาหโต โลโก ปริกฺขิตฺโต ชราย จ / หญฺญติ นิจฺจมตฺตาโณ ปตฺตทณฺโฑว ตกฺกโร.
Verden, slået ned af døden og omringet af alderdom, uden beskytter, pines bestandig som en straffefange, der må underkaste sig straffen.
ขุ. เถร. ๒๖/๓๓๕.
ยํ ลภติ น เตน ตุสฺสติ / ยํ ปตฺเถติ ลทฺธํ หีเฬติ / อิจฺฉา หิ อนนฺตโคจรา / วิคติจฺฉานํ นโม กโรม เส.
Hvad et menneske end får, er det ikke tilfreds med det; hvad det end længes efter, foragter det det, det har fået; fordi begæret ingen ende har, lad os ære dem, der er fri for begær.
ขุ. ชา. ทุก. ๒๗/๙๔.
ยถาหิ องฺคสมฺภารา โหติ สทฺโท รโถ อิติ / เอวํ ขนฺเธสุ สนฺเตสุ โหติ สตฺโตติ สมฺมติ.
Som ordet »vogn« kommer i brug, når delene er samlet, sådan kommer vedtægten »et væsen« i brug, når aggregaterne er til stede.
สํ. ส. ๑๕/๑๙๘. ขุ. มหา. ๒๙/๕๓๖.
ยถาปิ มูเล อนุปทฺทเว ทฬฺเห / ฉินฺโนปิ รุกฺโข ปุนเรว รูหติ / เอวมฺปิ ตณฺหานุสเย อนูหเต / นิพฺพตฺตติ ทุกฺขมิทํ ปุนปฺปุนํ.
Som et træ, selv om det er fældet, vokser op igen, så længe roden er fast og uskadt, sådan opstår denne lidelse igen og igen, så længe begærets tilbøjelighed ikke er fjernet.
ขุ. ธ. ๒๕/๖๐.
ยสฺส ราโค จ โทโส จ อวิชฺชา จ วิราชิตา / โส อิมํ สมุทฺทํ สคาหํ สรกฺขสํ / สอุมฺมิภยํ สุทุตฺตรํ อจฺจตริ.
Den, der har kastet begær, had og uvidenhed af sig, siges at have krydset dette hav med dets uhyrer, dets røvere, dets fare fra bølgerne – så svært at krydse.
สํ. สฬ. ๑๘/๑๙๗.
ยสฺมึ กามา น วสนฺติ ตณฺหา ยสฺส น วิชฺชติ / กถงฺกถา จ โย ติณฺโณ วิโมกฺโข ตสฺส นาปโร.
Den, i hvem ingen sanselyster bor, i hvem intet begær findes, og som har krydset tvivlen – for ham findes en befrielse, som ikke forandres til noget andet.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๔๓. ขุ. จู. ๓๐/๑๗๐.
โย ทุกฺขมทฺทกฺขิ ยโตนิทานํ / กาเมสุ โส ชนฺตุ กถํ นเมยฺย / อุปธึ วิทิตฺวาน สงฺโคติ โลเก / ตสฺเสว ชนฺตุ วินยาย สิกฺเข.
Den, der lider på grund af det, der fødes af sanselyst – hvordan skulle han vende (sindet) mod sanselyst? Den, der har erkendt tilværelsesgrundlagene som forviklingen i verden, bør øve sig i at fjerne dem.
สํ. ส. ๑๕/๑๗๐.
โย เจตํ สหตี ชมฺมึ ตณฺหํ โลเก ทุรจฺจยํ / โสกา ตมฺหา ปปตนฺติ อุทพินฺทุว โปกฺขรา.
Den, der overvinder det lave begær, som er så svært at overvinde i verden – fra ham falder sorgerne af som vanddråber fra et lotusblad.
ขุ. ธ. ๒๕/๖๐.
รเสสุ เคธํ อกรํ อโลโล / อนญฺญโปสี สปทานจารี / กุเล กุเล อปฺปฏิพทฺธจิตฺโต / เอโก จเร ขคฺควิสาณกปฺโป.
Ikke grådig, ikke bundet til smage, uden at forsørge andre, gående efter almisser fra hus til hus i rækkefølge, med et sind, der ikke hænger ved familier, bør man vandre alene som næsehornets horn.
ขุ. สุ. ๒๕/๓๓๗. ขุ. จู. ๓๐/๔๐๖.
ริตฺตสฺส มุนิโน จรโต กาเมสุ อนเปกฺขิโน / โอฆติณฺณสฺส ปิหยนฺติ กาเมสุ คธิตา ปชา.
Den vise, der lever som en, der intet ejer, uden at hænge ved sanselyster, og som har krydset floden, elsker selv de mennesker, der endnu hænger ved sanselyster.
ขุ. สุ. ๒๕/๔๙๔.
วิทฺวา จ โย เวทคู นโร อิธ / ภวาภเว สงฺคมิมํ วิสชฺช / โส วีตตณฺโห อนีโฆ นิราโส / อตาริ โส ชาติชรนฺติ พฺรูมิ.
Den, der har mestret viden i denne verden og aflagt bindingen til stor og lille tilværelse – han er fri for begær, fri for lidelse, fri for længsel; om ham siger jeg, at han har krydset fødsel og alderdom.
ขุ. สุ. ๒๕/๕๓๖. ขุ. จู. ๓๐/๑๐๔,๑๐๗
วิเวกญฺเญว สิกฺเขถ เอตทริยานมุตฺตมํ / เตน เสฏฺโฐ น มญฺเญถ ส เว นิพฺพานสนฺติเก.
Man bør øve sig i afsondrethed, som er de ædles højeste egenskab; den, der ikke anser sig for ypperlig på grund af den afsondrethed, siges at leve nær nibbāna.
ขุ. สุ. ๒๕/๔๙๔. ขุ. มหา. ๒๙/๑๙๑.
สงฺเกยฺย สงฺกิตพฺพานิ รกฺเขยฺยานาคตํ ภยํ / อนาคตภยา ธีโร อุโภ โลเก อเวกฺขติ.
Man bør have mistanke til den fare, der bør mistænkes, og vogte sig for den fare, der endnu ikke er kommet; den kloge ser på begge verdener af frygt for fremtiden.
ขุ. ชา. จตุกฺก. ๒๗/๑๓๖.
สญฺญํ ปริญฺญา วิตเรยฺย โอฆํ / ปริคฺคเหสุ มุนิ โนปลิตฺโต / อพฺพูฬฺหสลฺโล จรมปฺปมตฺโต / นาสึสติ โลกมิมํ ปรญฺจ.
Den, der fuldt har forstået opfattelsen, kan krydse floden; den vise, der ikke hænger ved ejendele, som har trukket pilen ud og vandrer årvågent, siges hverken at længes efter denne verden eller den næste.
ขุ. สุ. ๒๕/๔๘๖. ขุ. มหา. ๒๙/๗๑.
สนฺตํ ตสฺส มนํ โหติ สนฺตา วาจา จ กมฺม จ / สมฺมทญฺญา วิมุตฺตสฺส อุปสนฺตสฺส ตาทิโน.
Når man er befriet ved ret viden, fredfyldt og fast, er ens sind fredfyldt, og ens tale og handling er fredfyldte.
ขุ. ธ. ๒๕/๒๘.
สพฺพปาปสฺส อกรณํ กุสลสฺสูปสมฺปทา / สจิตฺตปริโยทปนํ เอตํ พุทฺธานสาสนํ.
Ikke at gøre noget ondt, at bringe det gode til fuldendelse, at rense sit eget sind – disse tre er de opvågnedes belæring.
ขุ. ธ. ๒๕/๓๙.
สาธุ ธมฺมรุจี ราชา สาธุ ปญฺญาณวา นโร / สาธุ มิตฺตานมทฺทุพฺโภ ปาปสฺสากรณํ สุขํ.
En god konge er den, der glæder sig ved Dhamma; et godt menneske den, der har visdom; en god ven den, der ikke forråder venner; lykken ligger i ikke at gøre ondt.
ขุ. ชา. ปญฺญาส. ๒๘/๒๐.
บาลีอักษรโรมันถอดจากอักษรไทยโดยอัตโนมัติ · คำอธิบายแสดงเฉพาะบทที่ผ่านการตรวจทานแล้ว
ฝึกแต่งกระทู้ธรรม แบบฝึกท่องจำ ปัญหาธรรมศึกษาย้อนหลัง หน้าหลัก